Kontorets storsmilende skriverkarl

30-årige Jonas Roulund troede aldrig, at han skulle beskæftige sig med marketing, men har alligevel fundet fundet sig godt til rette i spændet mellem journalistik, kunderelationer og projektledelse hos Funnel First Media. “Det handler om at skabe en sjov, udfordrende og alsidig hverdag,” fortæller den humørfyldte aarhusianer.

Jonas Roulund blev færdiguddannet som journalist fra Syddansk Universitet i efteråret 2019 og efter en kort freelancekarriere og et smut forbi Salling Group endte han – heldigvis – på Funnel Firsts kontor i Åbyhøj. Her spreder han dagligt godt humør med sin smittende latter, mens han sørger for struktur i teamets projekter. Samtidig kommer baggrunden i journalistikkens verden ham til gavn, når annoncetekster, landingpages og caseartikler skal produceres til de mangeartede kunder og nicher.

Men hvordan ender en skriveglad, kreativ journalist i et bureau som Funnel First Media?
 
“Jeg havde jo faktisk aldrig set mig selv arbejde i et marketingbureau. Jeg har arbejdet hos store organisationer som TV 2 (Studiejob), Discovery Networks (Praktik), AGF (Praktik & Freelance) og Salling Group, men da jeg så opslaget fra Funnel First, var jeg ikke i tvivl om, at jeg virkelig gerne ville prøve at arbejde i en lille virksomhed, hvor man kommer i berøring med alt fra ledelse, HR-management, strategi, økonomi og salg til contentarbejde og idéudvikling,” fortæller Jonas, som nyder den store frihed i Funnel First Media:
 
“Vi er jo et lille team, så hver medarbejder skal virkelig løfte sine opgaver. Og det kan jeg rigtig godt lide. Her får jeg både lov at udfolde mine journalistiske færdigheder i form af interviews, artikler og øvrigt tekstarbejde, og så lærer jeg hele tiden noget nyt, fordi den her iværksætterverden indeholder så mange facetter, jeg kommer i berøring med hver dag,” forklarer han.
jonas-avatar

Jonas Roulund

Project & Content Manager

Dato

Tilknyttet Funnel First siden 2020

Interviewer & forfatter

Elias Ervill

jonas-roulund-top

Kompromissets kunst

Jonas er født og opvokset i Aarhus-forstaden Risskov, men har siden både været på højskole i Sønderborg, studeret i Odense, været i praktik i København og er altså nu hjemvendt til sit elskede Aarhus, hvor familien og vennerne fylder hverdagen med aktiviteter – for aktiv er han i dén grad:

“Jamen, jeg er da et meget socialt væsen, og det giver mig meget energi at lave fede arrangementer med vennerne eller samle en gruppe til fodbold, padel tennis eller andet sjovt. Jeg er jo nok generelt lidt en kompromissøger, forstået på den måde, at jeg altid gør mit til at få en gruppe eller et projekt til at fungere. Det er sjældent mig, der stiller mig helt på bagbenene, men jeg er tværtimod god til at søge kompromisset, tage de bedste dele af parternes idéer og derved skabe resultater og få tingene til at lykkes,” fortæller den sportsglade aarhusianer.

Det er også noget, der mærkes på kontoret, hvor Jonas ofte er garant for at løfte stemningen med en optimistisk bemærkning eller et stort smil:

“Jeg går virkelig meget op i, at arbejdspladsen skal være sjov, hyggelig og et trygt sted at være. Man bruger så meget tid på sit arbejde, så hvis man ikke får grinet eller ikke føler sig udfordret og motiveret, så skal man virkelig søge videre, synes jeg. Jeg forsøger altid at se det positive i situationerne, fordi jeg har oplevet, at den negative tilgang alligevel ikke nytter noget. Hvis noget går galt, skal vi så sidde og dvæle ved, hvem der lavede fejlen, og hvor skidt det hele ser ud? Der er det jo bedre hurtigt at se på mulighederne for at udbedre skaden. Sådan er min tilgang egentlig både i arbejdslivet og privat. Hvis noget går galt, så må man analysere på, hvorfor det gik galt, og så bruge den erfaring til at forbedre sig,”

forklarer Jonas Roulund.

En tekst er ikke bare en tekst

For Jonas Roulund er tekstarbejdet det, der i første omgang fangede ham ved stillingen hos Funnel First Media. Her er teksterne nemlig et bærende element for kampagnernes succes, og den store vægt på kvalitetsindhold blev afgørende for Jonas’ interesse i stillingen:

“Jeg har altid vidst, at jeg skulle lave noget, hvor jeg kunne udfolde mig på tekst. Jeg elskede dansk i folkeskolen og har altid dyrket historiefortællingen – så journalistik var et oplagt studie for mig.
Jeg elsker at sidde og nørkle med sætningerne for at få den helt rigtige rytme og udforske sprogets finurligheder, og så er jeg kæmpe fan af folk, der leger med ordene – laver nye sammensætninger, genopfinder gamle vendinger eller minder os om, at der findes mærkelige, sjove ord som “kodylt”, “badutspringer” og “labert”. Netop derfor blev jeg tændt på idéen om at sidde hos Funnel First, for både Elias og Kasper lægger enormt stor vægt på, at det indholdsmæssige har ekstremt stor vigtighed for en kampagnes succes – noget som mange bureauer undervurderer. Og dér har jeg jo så fået en stor rolle i at udvikle os på den front,” fortæller Jonas Roulund.

Fritiden bliver også brugt på at udvikle og anvende sprogets mange nuancer, da han agerer kommunikationsansvarlig i sin fodboldklub. Her produceres både podcasts, artikler og interviews, og det er tydeligt at sproget er en stor passion.

“Jeg bruger gerne min fritid på at skrive eller lave podcast, fordi jeg synes, det er hammerspændende at kunne vække følelser eller indre billeder i andre mennesker, og så er det spændende at blive klogere på andre. Og så er det jo en vekselvirkning, fordi jeg kan bruge det, jeg lærer hos Funnel First i min fritid – og omvendt!”

forklarer han.

Det skal være meningsfuldt

Hos Funnel First Media står der en massagestol i hjørnet af kontoret. For Jonas er stolen ikke bare en personalegode. Den er et symbol på måden, virksomheden drives på.

“Jeg ville nok ikke føle mig tilpas i ethvert marketingbureau, men lige netop Funnel First tiltaler mig, fordi Kasper og Elias sætter så stor en ære i at skabe en arbejdsplads, hvor man glæder sig til at komme hver eneste dag. Normalt kan man jo godt sidde med en “søndags-blues”, fordi hverdagen venter lige om hjørnet, men her oplever jeg meget sjældent, at jeg ikke er motiveret for at køre afsted om morgenen. Og det er virkelig et kvalitetsstempel,” fortæller Jonas, som sætter stor pris på strukturen i hverdagen:

“For det første, så er der alle de helt håndgribelige ting – træning i arbejdstiden, massagestol, tid til fordybelse og efteruddannelse og tid til at joke med hinanden. Det sætter jeg stor pris på, for jeg føler nærmest, at jeg arbejder med en flok gode venner, og det gør det jo let at møde ind. En arbejdsdag uden latter er for mig en dårlig arbejdsdag. Samtidig har vi opbygget virksomheden efter en struktur, så man altid møder ind til en klar plan – vi har opdelt vores målsætninger i årlige-, kvartals-, månedlige-, ugentlige-, og daglige mål, så man hele tiden arbejder frem mod et fælles mål, som er tydeligt for os alle. Det gør, at man meget sjældent går fra en arbejdsdag, med en følelse af, at man ikke rigtigt har leveret noget,” forklarer projektlederen, som også sætter pris på arbejdsformen i leadgenereringsbureauet:

“Vi samarbejder i høj grad, fordi vi er så få, så alle er inde over alle projekter, og det kan jeg virkelig godt lide. Man får både designerens, strategens og journalistens take på en kampagne, og det skaber jo stor værdi for os og for kunden,”

fortæller Jonas.

For ham betyder det også noget, at han kan se en større mening med de projekter, han arbejder på – og derfor glæder han sig over, at arbejde med de projekter, som Funnel First har specialiseret sig i:

“Jeg synes, det er super fedt, at vi ikke bare laver leads for at lave leads. For mig handler livet om at gøre noget meningsfuldt for mig selv og for andre. Skabe glæde, bevægelse og i det hele taget gøre livet fedt! Og her arbejder vi kun med mennesker og virksomheder, som vi kan stå inde for, og det gør det ekstra godt, synes jeg. Det fedeste er jo, når en kampagne performer, kunden er glad, og man kan være med til at få flere ud at træne, spille golf eller få den behandling, de har brug for, på grund af de budskaber og tekster, som vi har lavet. Det er en lækker teamfølelse, som jeg virkelig sætter pris på,” fortæller Jonas Roulund.

Jonas kan træffes på mail jr@funnelfirst.com, så hvis du er interesseret i at høre mere om kampagnearbejdet hos Funnel First Media, vores tilgang til content eller projektledelse, så tøv ikke med at tage kontakt.

Mød resten af holdet

kasper-mengers-interview-2

Kasper Mengers Andersen

Introduktionstekst til case afsnittet. Lorem ipsum dolor sit amet, conquistador est un roma con caramel. Lorem ipsum dolor sit amet, conquistador est un roma.

LÆS INTERVIEW  >

Bianca van Urk

Introduktionstekst til case afsnittet. Lorem ipsum dolor sit amet, conquistador est un roma con caramel. Lorem ipsum dolor sit amet, conquistador est un roma.

jonas-interview

Kasper Mengers Andersen

Introduktionstekst til case afsnittet. Lorem ipsum dolor sit amet, conquistador est un roma con caramel. Lorem ipsum dolor sit amet, conquistador est un roma.

LÆS INTERVIEW  >

Performance-garanti

– Hvis vi ikke leverer, betaler du ikke!

Så enkelt er det. Vi skaber en kontinuerlig strøm af leads og varme kundeemner til din virksomhed og dit salgsteam, og hvis vi ikke når det aftale mål, så betaler I ikke. Det sikrer jer en stabil og skalerbar fremtid uden bekymringer om, hvor den næste potentielle kunde skal findes.

above-footer

Tag din virksomhed til nye højder

Marketing skal efterlade resultater. Book et strategisk opkald, og hør mere om, hvordan vi kan udvikle en datadreven, skalérbar leadgenereringskampagne og sikre en kontinuerligt fyldt salgspipeline I din virksomhed – så I aldrig mere skal bekymre jer om, hvor den næste kunde skal komme fra.